Kunstpædagogen er til stede

Hvad vil ske, hvis man belyser alle de niveauer kunstpædagogens arbejde består af, ikke gennem en tekst, men gennem iscenesættelse, kropsligøring og tilstedeværelse? Og et manifest? Et manifest der går på tværs af praksisser og forforståelser. Et manifest der tager for sig både de akademiske perspektiver, kunstpraksis og pædagogik. Et manifest der også er her og nu. En fremstilling, en iscenesættelse, en performance.

Dette manifest er skrevet af Tone Cronblad Krosshus som udgangspunkt for en performance, og blev læst op 27.05.19. Manifestet fortæller både om den teoretiske baggrund, inspirationskilder, bærende principper og tanker der ligger til grundlag for kunstpædagogens arbejde og for værket hun præsenterer. Det, der er slående, er hvor usynligt det arbejde er, noget manifestet ønsker også at formidle. At være til stede i rummet under oplæsningen, kommentarerne de tilstedeværende kom med, gjorde at noget i mig blev mobiliseret. Et ønske om at synliggøre både projektet og projektets bagtæppe, og hermed mit eget fagfelt, tog form.

Tone Cronblad Krosshus er ansat på Universitetet i Sørøst Norge (USN), campus Notodden, og er min kollega. Manifestet, uddrag af det, har jeg læst tidligere. Det taler direkte til mig som fagperson, der har lignende akademisk, kunstnerisk og pædagogisk baggrund som Tone. Denne her uge gennemfører hun en performance på 31 timer der handler om kunstpædagogens arbejde.

Tone er inspireret af to tidligere performances: The Artist is Present af Marina Abramovic og The Art Critic is Present af Tommy Olsson. The Art Pedagouge is Present har et stramt og ekstremt indholdsrigt program. Det i sig selv afspejler på sæt og vis den problematik projektet prøver at belyse – de arbejdsvilkår teaterfaglig ansatte oplever. Mængden af arbejdsopgaver, de mange undervisnings- og formidlingsformer vi er nødt til at bytte mellem, de mange positioner vi er nødt til at være i stand til at indtage. Samtidig åbner Tone op for mange former for deltagelse i sit program. Foajégalleriet, projektet er placeret i, ligger centralt her på campus, med mulighed for at altid at se hvad der foregår i rummet gennem vinduerne. En sårbar position for både Tone og for deltagerne, men et bærende princip. Synliggørelse af kunstpædagogens hemmelige arbejde.

Kl. 9.15 præcist læste Tone sit manifest. De få der var til stede definerede i løbet af den næste time alle de muligheder rummet og teksten åbner op for. Nemlig de teoretiske, personlige, erfaringsbaserede, etiske, æstetiske, mellemmenneskelige blandt mange andre perspektiver. Det er dét drama, teater og kunstpædagogik har faktisk ansvar for. Et usynligt ansvar for. Så usynligt, at drama eksisterer ikke længere som skolefag. Samtidig indgår det teaterfaglige arbejde i så mange sammenhænge i vores uddannelses- og dannelsesproces. Det kan være svært at finde momenter uden et aspekt af det der kendetegner vores felt – rolle, fiktion, æstetiske rammer, samspil, kommunikation og iscenesættelse.

Mens jeg sad og hørte på Tone læse manifestet op begyndte jeg at se nærmere på de objekter/artefakter der er udstillet i rummet. Det er rekvisitter der stammer fra de kunstpædagogiske forløb Tone har gennemført, enten med elever ved teaterskolen eller studenter ved USN. Også kunstformidling er repræsenteret. De har alle en bærende mening for de, der har deltaget eller set forløbene eller forestillingerne, men åbner op for andre forståelser og fortolkninger. De er valgt nøje, også med udgangspunkt i deres æstetiske kvalitet, de skal være en del af helheden. De er placeret i montre, der giver dem et musealt præg forstærket af de små skilte der fortæller om indholdet.

Jeg har en relation til nogen af objekterne, siden hen jeg har set nogen af de forestillinger Tone har instrueret ved Notodden Barne- og Ungdomsteater. Et af dem er en zebra-hovedmaske. Den ligger krøllet sammen i en af boksene. Et øje se igennem foldene og monteret. Jeg ser i det øjeblik både selve forestillingen for mig, og hvordan masken blev brugt; er bevidst den rolle Tone har haft i den proces; samtidig med at jeg oplever objektet iscenesat i rummet som kunstnerisk udtryk. Det er, igen, de niveauer, Tone nævnte i manifestet. Det er ikke længe siden jeg har hørt på podcasten fra Teatervitenskapelig dugnad i Bergen i 2018, hvor netop de niveauer blev omtalt som værende lige så vigtige for fagfeltets videre udvikling, hvis ikke overlevelse. Indlæg fra flere deltagere trak ind hvor vigtige vi er for hinanden, uanset om det vi arbejder med er primært forskning inden kunstfeltet, akademia eller pædagogik; kunstnerisk udforskning eller virke.

Tones projekt har bragt det nære i diskussionen frem, og inspireret mig til at skrive dette indlæg. For på hendes altomfattende, kunstpædagogiske arbejdsplan denne uge findes der en time der handler om inspiration. En time hvor vi to kunne snakke om hvordan vi bliver inspireret, i vores kunstneriske virke og i vores undervisning. Hvor vigtigt det er at tage risiko, vove sig ud i kontekster og udsagn der åbner op for nye spørgsmål, på tværs, forankret i vores faglige ståsted.

Det er det en kunstpædagog gør. Tager risiko, på tværs. Det er ikke muligt at undervise teoretisk i en praktisk kontekst, uden at kunne forstår de kunstneriske processer. Det er ikke muligt at udforske kunstnerisk i den kontekst vi gør, uden at tænke pædagogisk. Det er ikke muligt at forske i en kunstpædagogisk praksis uden at også udforske kunstnerisk.

The Art Pedagouge is Present er kunst, kunstpædagogik og forskning. Det belyser noget som er usynligt, noget som ikke kan kvalificeres ud fra de standarter vi opererer inden for hver fagområde. Men det kan anskues på tværs. Projektet, på linje med kunstpædagogisk praksis, skaber et mellemrum, hvor man kan udforske på tværs af fag og forskningstraditioner. Det ønsker jeg, som kunstpædagog, synliggøres og bruges mere bevidst af vores fælles fagfelt og institutioner vi er knyttet til.