Gode tekstfrukter

Sprog er ikke bare det vi siger, ordene. Sprog er krop, billeder og lyd.

Fredagens Tekstlab på Dramatikkens hus blev for mig lidt af en overraskelse. Fra scenekanten hørte jeg unge stemmer med en stærk æstetisk formidlingsevne.

Følgende indlæg er en begejstret omtale, ikke en anmeldelse. Her så vi hvad unge kunstnere kan, hvis de får mulighed og en kompromisløs æstetisk ramme at arbejde inden for. Det er stadigvæk for tidligt for anmeldelser af den form for projekter, mener jeg. Selv om disse projekter er blevet en slags kunstnerisk bølge på Oslos institutionelle scener, hvis ikke over hele landet, må denne bølge af unge kunstnere og deres historier få mulighed for at vokse, før kritikken kommer. Aftenens visning var defineret som netop det – work in progress.

På scenen møder vi tre unge kvinder, diverse musikinstrumenter, en overhead og en række scenografiske elementer. Mikrofoner bruges til sang, men også tale. Mens jeg sidder her og betragter scenografien og ser de medvirkende indtage sine positioner efter introduktion, håber jeg at jeg skal få mulighed for at træde ind i et univers som er uden et entydig svar på selve projektets mål. Det første indtryk indikerer en form for performativt udtryk, en forventning som indfries, til min store glæde.

Selv om vi ser et ufærdigt produkt, præsenterer de tre kunstnere en række flotte billeder, både ved hjælp af krop, sang og lyd. Teksten er en del af alle disse virkemidler.

Materialet er blevet til i løbet af ni dage, hvor deltagerene har udforsket musik, lyd, lyriske tekster og poesi inspireret av kunstnerne og sangerne Billie Holiday, Nina Simone og Miriam Makeba. Som en af de unge kunstnere udtrykte under samtale efter visningen, har det været lidt af en udfordring. De tre unge kvinder har produceret en enorm mængde materiale, med udgangspunkt i en ramme skabt af deres vejledere, de tre etablerede kunstnere Bjørndalen, Bjørnsgaard og Brachmachari, fortalte hun videre.

Først på selve visningsdagen blev elementerne vi så, endelig valgt ud og koblet sammen. En vellykket komposition, må jeg sige. Hele processen var emotionel, mente de alle.

Hvad kan Tekstlab så, for at fortjene min begejstring? Min oplevelse skabes i kraft af mødet mellem etablerede og unge kunstnere, som Tekstlab faciliterer. De stærke æstetiske rammer fungerer godt som vejledning af de unge stemmer. Herigennem skabes der scenisk form som vi som publikum kan relatere os til, som ikke distancerer os, heller ikke på trods af kulturelle forskelle mellem mig som publikum og udøverne.

Denne form for samarbejde mellem unge og etablerede kunstnere skaber en spændvidde fra det universelle til det nære, personlige. Det formidler ikke et entydig budskab, men præsenterer for os et univers vi både kan identificere os med og som vi samtidig får større indsigt i. Disse er de store styrker Tekstlab baserer sig på, og det er min klare overbevisning at dette kun er muligt med stærke, etablerede kunstnere som vejledere.

Tekstlab handler først og fremmest om at udvikle tekst gennem forskellige processuelle greb. Det er spændende hvor meget udøverne klarer at formidle gennem få ord, gennem fragmenter, gennem fysisk interaktion. Dette bevidste arbejde med brud, både fysisk og verbalt, gør det sceniske udtryk nært. Vi hører om retfærdighed, kærlighed, styrken i det at være kvinde, men ingen af de store emner føles bastante eller påstående.

Visningen havde øjeblikke af gribende æstetisk kvalitet, som jeg håber der bliver bygget videre på frem mod en forestilling. Jeg glæder mig oprigtig talt til fortsættelsen, selv om mine forventninger nu er skruet helt op.

Joanna Magierecka (1975) er master i dramaturgi, Århus Universitet, med spesialisering i moderne teaterformer anvendt i dramapedagogiske forløp.