TOTAL! DANS!

’Jeg undrer mig over noget: Jeg undrer mig over hvordan alle pludselig var med. Og jeg var også selv med!’ (dreng i 1. klasse – deltager i udvikling af TOTAL! DANS!, november 2013)

I denne artikel reflekterer jeg over udviklingen af et koreografisk format, TOTAL!DANS!, hvor børn er frie til spontant at bevæge sig rundt imellem professionelle danserne. Kropsligt forankrede kommunikationsprocesser mellem børn og dansere får udtryk som koreografisk form. Børnene får ingen verbale instruktioner under dansen, derimod er det nysgerrighed, lysten til at være med og dansens smittende energi der inviterer dem til at deltage.

TOTAL! DANS! er på én og samme gang en danseforestilling hvor børn oplever dans med alle deres sanser og hele kroppen og samtidig et læringsmiljø der sætter fokus på interaktion, dialog og non-verbal kommunikation, mellem alle involverede på tværs af alder, funktion og forudsætning.

TOTAL! DANS! har en nuanceret og kreativ tilgang til bevægelse. Det tager ikke et sundhedsperspektiv hvor bevægelse er forbundet med ambitioner om at nå et ydre sundhedsideal der dikterer tynde kroppe. I TOTAL!DANS! handler det om at opleve den æstetiske dimension af bevægelse og om at få en oplevelse af at være del af en helhed hvor intuitive og skabende kræfter udfolder sig og får æstetisk form i et ’dedikeret fællesskab’[1].

Projektet er i en spændende udviklingsproces, som er startet i november 2013, på Forsøgsstationen[2] i København[3]. Jeg fortsætter udviklingsarbejdet i 2014, bl.a. hos Åben Dans i Roskilde og forventer at skabe et levende værk i 2015, som mange forhåbentlig kan få glæde af. Jeg vil her kortlægge præmissen for arbejdet og reflektere over konkrete erfaringer, som jeg har gjort i projektets første fase.

Et stemningsbillede fra et koreografisk forløb Et danseforløb varer ca. 40 minutter og vi bruger tid på verbal dialog mellem børn, lærere og pædagoger og dansere bagefter, og på at prøve nogen af de ting der skete igen.

Her er vi ca. 15 min inde i danseforløbet:

En gruppe børn sidder stadigvæk langs væggen sammen med deres pædagog og ser opmærksomt på danserene der danser på gulvet. Fire børn spejler fysisk dansen næsten helt fra begyndelsen, men uden at komme ud i rummet. De sidder et stykke væk fra pædagogen, i den modsatte anden side af rummet. Danserene tager blikkontakt med børnene, de danser tæt på dem, trækker sig væk og kommer tæt på igen. Pludselig begynder nogen af de børn som sidder nærmere pædagogen at bevæge sig ud i rummet, sammen med en danser. Der foregår en bølgende bevægelse fra væggen og ud i rummet flere gange. Flere kommer til. En anden danser slutter sig til de fire børn, der sidder i den modsatte side, og børnene følger hende ud i rummet. Der er nu to grupper af børn som følger og spejler hver deres danser. Herfra udvikler koreografien sig komplekst og bevægeligt. Til tider forekommer den magisk synkroniseret, til tider kaotisk, for igen at samle sig i tydeligt organiserede formationer.

Koreografiens udgangspunkt Fælles menneskelige, kropsligt forankrede kommunikationsprocesser, der er helt grundlæggende og naturlige for os mennesker, er projektets base. Særligt udfolder der sig processer som finder sted i et møde: Vi møder noget der er anderledes og fremmed og bliver drevet af nysgerrighed til at afkode det nye, afstemme os med det og lære.

De indtryk børnene får gennem mødet med danserene, musikken, og rummet, bliver med det samme til udtryk. Børnenes bevægelsesudtryk spiller sammen med det danserene gør, fordi de deler rummet. Danserene relaterer tilbage til børnene med en blanding af spontan respons og indøvende koreografiske greb. I dette samspil tegner der sig koreografiske forløb, som er helt unikke for hver gruppe.

Dansen er meningsfuld i sig selv og fungerer ikke som et symbol der beskriver noget andet. Den sansede erfaring i dansen skaber billeder, historier og fantasier i deltagerene, men dikteres ikke af et specifikt tema.[4]

Samspil på flere niveauer – børnenes bevægelsesrespons I mødet med et andet menneske finder der komplekse processer af afstemning sted på flere niveauer. Neuro-affektiv udviklingspsykolog Susan Hart og kropspsykoterapeut Marianne Bentzen referer til Paul MacLean, der sidst i 50erne udviklede teorien om den tredelte hjerne, og opridser og forklarer tre niveauer af afstemning og informationsbearbejdning i vores hjerne.

MacLean arbejder med de tre dele: reptilhjernen, den paleomammale (ældre pattedyrs) hjerne og den neomammale (nye pattedyrs) hjerne.

Allerførst, når børnene lige kommer ind i rummet, vibrer kroppene opmærksomt, levende, lyttende. De kortlægger situationen på et helt grundlæggende niveau: Er her sikkert at være? Hvad er der på færde?

Hart og Bentzen beskriver de mest grundlæggende strukturer i vores hjerne, reptilhjernen:

’…det er helt nede på dette niveau, at de balsale kredsløb for opmærksomhedsstyring og nærvær befinder sig.’ (Hart og Bentzen 2005)

Gennem hele danseforløbet observerer børnene opmærksomt. De står nogen gange helt stille, nogen gange bliver deres fokuserede opmærksomhed mere kropsligt animeret.

Når vi er kommet lidt ind i forløbet fordyber børnene sig i det som sker og bliver ét med det, ved at spejle bevægelserne. De lærer og afkoder hvad der er på spil i dansen, helt intimt gennem deres egne intelligente sanse-motoriske-systemer. Det sker ofte at børnene (og ofte i større grupper) spejler en danser så hurtigt og præcist at det bliver helt unisont – en ekstrem præcis og lynhurtig synkronisering af dynamik, retning og form.[5]

Den fysiske spejling hænger uløseligt sammen med følelsesmæssig spejling og afstemning og vi, danserne, mærker, at vi får indflydelse på børnegruppens stemning og udtryk. Heart og Bentzen forklarer om den paleomammale (ældre pattedyrs) hjerne, også kaldet det limbiske system:

’…man afstemmer sig følelsesmæssigt og får derved indflydelse på hinanden.’ (Hart og Bentzen 2005)

Og de forklarer videre at det er gennem denne empatiske afstemning at:

’…man kan forstå sin egen og andres indre verden.’ (Hart og Bentzen 2005)

Sådan som danserenes stemning og intention er og sådan som de bevæger sig, sådan bliver børnenes respons. Hvis der er ro og god kontakt opstår der form og samling i rummet, hvis der er uro blandt danserne fragmenteres den koreografiske form.[6] Det er tydeligt at se at børnene slet ikke kan undgå at blive påvirket af dansen og at kroppen fungerer som en antenne, der opfanger alt hvad der sker omkring den. Også selvom det nogen gange sker ubevidst. Vi søger at bringe denne påvirkning ind i et æstetisk poetisk udtryk.

Et stykke tid ind i forløbet opstår der typisk momenter hvor børnene veksler flydende og uproblematisk mellem at samle sig som gruppe og være til stede selvstændigt som individ. De udforsker deres egne danse og giver dem form i relation til det der sker omkring dem, enten alene, sammen med en eller flere kammerater eller helt tæt på en af de voksne dansere. Heart og Bentzen forklarer omkring den neomammale (nye pattedyrs) hjerne:

’Det er i dette område at følelsesmæssige og mentale indtryk samles, målrettes og handlinger planlægges.’ (Hart og Bentzen 2005)

Det er også først i dette sidste niveau, at sproget formes. Heart og Bentzen forklarer hvordan at ’kropsligt sansede, perceptuelle, motoriske og emotionelle erfaringer’ (Hart og Bentzen 2005) indeholder grundmønstrene for sprogliggørelse[7] og evnen til at skabe idéer om os selv og andre og den verden vi lever i. Eller med andre ord: de mønstre vi bevæger os i, de måder hvormed vi afkoder andre og organiserer os som gruppe, er grundmønstrene for vores tankemønstre. Altså har en legende og poetisk æstetisk udforskning af de non-verbale funktioner potentielt muligheden for at skabe nye perspektiver for vores opfattelse af os selv og den sammenhæng vi befinder os i. Heart og Bentzen konkluderer:

’Det drejer sig om at integrere kropsligt sansende, perceptuelle, motoriske, emotionelle, associative og rationelle funktioner og bringe dem ind i en indbyrdes ”dialog”.’ (Hart og Bentzen 2005)

Gruppens ’kultur’ Den voksne pædagog som leder børnegruppen er fuldstændig afgørende for gruppens dynamik og stemning. Vi spejler altid og allerede det som vi er i kontakt med, og sådan som den ledende pædagog er, sådan er børnene når de kommer ind i rummet. Udgangspunktet for hvert forløbs helt specifikke udfoldelse er altså danserens møde med den ’kultur’ pædagogen har med sig. Eller med andre ord, udgangspunktet er dansernes møde med gruppens allerede eksisterende ’koreografi’.

Man kunne også sige at TOTAL! DANS! fungerer som en slags fremkaldervæske der eksponerer et fornyet og forfrisket danset billede af gruppens dynamikker.

Vi ser eksempler på at de børn, der i en normal klassesammenhæng betragtes som urolige, her bliver initiativtagere med dynamiske kræfter. Eller vi oplever at et barn som i ’normale’ sociale sammenhænge falder markant udenfor, her kommer til at fungere som et fint unikt bidrag til helheden. Andre, som i deres daglige miljø er tilbageholdende og stille, finder her en vej til at deltage og observere i deres eget tempo uden at de bliver presset, de bidrager derimod med deres specifikke kvaliteter og placering i rummet. De få som vælger at observere gennem hele forløbet får en helt unik oplevelse af en danseforestilling, hvor deres kammarater er med, og de får en markant rolle når vi taler sammen om oplevelsen bagefter: de roser deres kammerater.

Sam-væren i sam-fund Med TOTAL!DANS! skabes et æstetisk miljø hvor vi, børn og voksne, gennem sanselige kropsligt forankrede oplevelser, undersøger vores sam-væren i et midlertidigt sam-fund. Den æstetiske oplevelse af dans bliver her åbnet op til nye erfaringer af hvordan vi hænger sammen og påvirker hinanden. Den inkluderende, legende og poetiske[8] tilgang giver mulighed for, på ny at forstå både os selv og den sammenhæng vi befinder os i.

Efter dansen taler vi med børnene om oplevelsen og inviterer dem til at spørge os om noget: – Kan vi prøve igen, spørger de.

Bibliografi Cooper Albright, Ann and Gere, David, (ed), (2003), Taken By Surprise, Wesleleyan University Press, Middletown, Connecticut Deleuze, Gilles and Parnet, Claire, (1987) Dialogues, London: The Athlone Press Hart, Susan og Bentzen, Marianne, (2013) kursus i empati og medmenneskelighed, Esrum Kloster Hart, Susan og Bentzen, Marianne, , (2005) ’Psykoterapi og neuroaffektiv udvikling’, Psykolog nyt, Årg. 59, nr. 2 Hewitt, Andrew, (2005), Social Choreography: Ideology as Performance in Dance and Everyday Movement, Duke University Press Levin, David Michael, (1999) ‘The Ontological Dimension of Embodiment’, in The Body: Classic and Contemporary Readings, Donn Welton (ed.), Oxford: Blackwell Publishers, Manning, Ering , (2009) Relationscapes, The MIT Press Cambidge, Massachusetts, London, England ————–, (2013) Always more than one, duke University Press Durham and London MacLean, P. D. (1990): The triune brain in evolution: Role of paleocerebral functions. New York: Plenum. Nørretranders, Tor, (2013),Vær Nær, Forlaget Tor.dk Williams, David, (1996)‘’Working (in) the In-between: Contact Improvisation as an Ethical Practice’ Writings on Dance The French Issue 15

Websider http://www.denoffentlige.dk/fremtidsforsker-10-egenskaber-fremtidens-boern-ikke-kan-undvaere

Fotnoter

[1] Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen vurderer at dedikerede fællesskaber bliver afgørende for vores børns fremtid: ‘At investere i et dedikeret fællesskab vil være bedre end en hvilken som helst forsikring og bedre end at have penge i banken.’ (http://www.denoffentlige.dk/fremtidsforsker-10-egenskaber-fremtidens-boern-ikke-kan-undvaere)

[2] ’Forsøgsstationen er i eksperimentets tjeneste og har dermed som hovedformål, gennem træning, forskning og udvikling, at sætte gang i opfindelserne inden for dansk scenekunst.’ (www.forsoegsstationen.dk)

[3]Koreograf: Ellen Kilsgaard. Medvirkende dansere: Anamet Magven, Birgitte Lundtoft, Anne Nyboe og Ellen Kilsgaard. Live musik: Gert Østergård Pedersen eller Henriette Groth. Udviklingsarbejdet er søttet af Statens Kunstråd.

[4] I midten af 60’erene bliver dansepioner Anna Halprin kendt for koreografi ’…shaving ever finer lines between life and art’. (Cooper Albright and Gere 2003: 41) og hendes tilgang er i familie med den vi har her. Hun siger: ’I cannot approach art symbolically or literally with any enthusiasm.’ (Cooper Albright and Gere 2003: 42) Se kapitellet ’A Search for Informed Innocence’ i ’Taken By Surprise’ ed. Ann Cooper Albright og David Gere.

[5] I dyreriget f.eks. hos stæreflokke eller i stimer af fisk, kan man observere spontane organisationer af en gruppe individer, som resultat af deres dybe indbyrdes synkroniseringsprocesser. (Heart og Bentzen 2013). Denne særlige tuning gør at orden kommer og går, bølger frem og tilbage, forsvinder og genopstår i fascinerende og uforudsigelige mønstre. Der er ikke én der leder gruppen, gruppen organiserer derimod sig selv.

[6] Børnepsykiater ’…Daniel Stern har givet udtryk for, er vi alle født til at deltage i hinandens nervesystem.’ (Heart og Bentzen 2005)

[7] I samtaler med børnene efter danseoplevelsen hører vi bl.a. også at de bearbejder deres sanselige indtryk i fantasibilleder: ’Der var nogle løver og en hunløve med unger’, ’der kom nogle spioner’, ’jeg sad midt på bunden af den store varme gryde’, ’der var tryllestøv.’

[8] Etymologisk betyder poesis ’at skabe’. Det indikerer muligligheden for på-ny-at-skabe gennem poetisk erfaring og aktivitet – skabe både sig selv og den sammenhæng man befinder sig i.