S C E N E K U N S T
Kritikk Debatt Intervju Nyheter Kalender Musikk Dans Teater Opera Kunst Politikk
Dragan Klaic – 26. november 2012

Offentligt støttet teater - kontra det kommercielle


Publisert
26. november 2012
Sist endret
26. mai 2023
Tekst av

Debatt


Del artikkel
https://scenekunst.no/sak/offentligt-stottet-teater-kontra-det-kommercielle/
Facebook

– I de offentligt støttede teatre må der herske andre kriterier enn den neoliberale ideologi. Men de kan ikke udledes fra national kultur, ej heller fra velfærdsstatsideologien, sagde teaterhistoriker og kritiker Dragan Klaic (1950-2011) i denne tale, udgivet af det danske Kulturministeriet i en publikation i 2010.

Offentligt støttede teatre og kulturhuse på tværs af europas grænser oplever, at publikumstallet stagnerer eller endda falder, og at det publikum, der kommer, i gennemsnit bliver ældre, mindre forudsigeligt og mindre loyalt.

De mange muligheder for underholdning især som følge af den eksplosive vækst inden for den kommercielle underholdningsindustri har betydet, at teatre og kulturhuse på tværs af Europas grænser oplever, at deres publikumstal stagnerer eller endda falder, og at det publikum, der kommer, i gennemsnit bliver ældre, mindre forudsigeligt og mindre loyalt. Offentligt støttede teatre og kulturhuse har vanskeligt ved at formulere et tilbud, som henvender sig til en moderne individualiseret befolkning, der i højere grad end tidligere flytter fra sted til sted, eller fra land til land.

Samtidig er de offentlige tilskud stagnerende eller direkte faldende, mens driftsomkostningerne synes at være stigende, bl.a. på grund af stigende lønomkostninger til den specialiserede arbejdskraft, der er brug for på teatre, samt øgede udgifter til kommunikation, både den trykte og den digitale. efterhånden som den kommercielle scenekunst med professionelle tilbud og effektiv markedsføring vokser sig stærkere, er den offentligt støttede scenekunst under stort pres. Hvis de offentligt støttede teatre holder fast i deres kernekompetence som befolkningens garant for høj kunstnerisk kvalitet, fornyelse og et kritisk forhold til virkeligheden ved at udforske vigtige emner med kompleksitet og antydninger, risikerer de ikke at overleve. I en virkelighed, hvor politikerne forlanger, at de skal forandre sig, øge deres indtægter og finde sponsorer, må teatrene indse, at hvis de følger disse råd, vil de uundgåeligt komme til at svigte selve kernen i deres eksistens. De bliver ikke til at skelne fra den kommercielle scenekunst, og derved mister de det særpræg og den berettigelse, der fra starten gav dem mulighed for at få statstilskud.

Især de offentligt støttede teatre i de mindre byer og de større kulturinstitutioner med flere end 500 stolepladser mærker presset. eftersom den offentlige støtte ikke er tilstrækkelig til at dække driftsomkostningerne, øger teatrene antallet af kommercielle forestillinger, indtil disse bliver de dominerende (som det ses i kulturinstitutionerne i Århus og Holstebro), hvilket i praksis betyder, at statskronerne bliver brugt til at støtte kommerciel kunst og ikke kvalitetskunst.

Teaterkompagnier oplever, at det repertoire af teaterstykker, der har været nedarvet i generationer, er blevet undergravet med opløsningen af den traditionelle klassisk-borgerlige dannelse. Opløsningen af det borgerlige dannelsesideal betyder, at publikum ikke længere har de klassiske teaterreferencer og derfor i mødet med teatret konfronteres med en række forvirrende navne og titler, der praktisk taget er dem ukendte. Deraf opstår de mange omskrevne produktioner af litterære bestsellers, populære film og endog af de kommercielle teatersucceser, herunder musicals, i et håb om, at offentligheden vil kunne genkende nogle af navnene. På trods af en betydelig markedsføringsindsats ved publikum i dag ikke, hvad det kan forvente at se i de statsstøttede teatres store udbud, og folk er ikke sikre på, om de vil synes om en forestilling med en titel og navne, som er dem fuldstændig ukendte.

Nu hvor den statsstøttede scenekunst er blevet en ikkekommerciel niche i en overvejende kommerciel underholdningsindustri, hvad er så dens udsigter, live og digitalt? Hvad er de særlige træk, som den statsstøttede scene-kunst skal holde fast i, og hvilke grunde er der for staten til fortsat at støtte scenekunsten? eller med andre ord: Hvad vil der ske, hvis staten fjernede al støtte til den udøvende kunst?

Ordningen med de offentligt støttede teatre, som opstod over hele Europa inden for rammerne af velfærdsstaten og frigørelsespolitikken efter anden verdenskrig, ville kollapse. Tilbage ville der kun være de kommercielt drevne teatre med et uvægerligt ensidigt og konventionelt udbud inden for nogle standardiserede rammer. Færre produktioner, i lange serier med sigte på et bredt publikum og spillet af film- og tv-stjerner, ville blive det eneste, man kunne få. Mindre udbydere af scenekunst ville ikke kunne have et løbende teaterprogram og ville kun lejlighedsvis kunne vise en turnerende kommerciel forestilling. Masser af latter og klapsalver, ingen kritik og ingen debat. Ingen fornyelse, ingen eksperimenter, ingen kompleksitet. Høje billetpriser ville yderligere skabe en socialøkonomisk homogenisering af befolkningen. Farvel mangfoldighed! Adjø inklusion!

Alternativt vil staten kunne beslutte sig til kun at støtte den slags scenekunst, som tydeligt skiller sig ud fra den kommercielle. De vil kunne gå i gang med at sætte klare grænser mellem teater som en publicservicevirksomhed, som gør sig fortjent til statsstøtte, og teater som underholder kommercielt med sigte på at tjene penge. ene og alene erklæringen om, at man som offentligt støttet teater står for kvalitet, vil ikke være nok til at kvalificere sig til offentlig støtte. Det vil blive nødvendigt at udtænke nye kriterier til at teste de offentlige teatres værd i forhold til, om de skal have støtte og i givet fald hvor meget. eksempelvis kan man ved en statslig bevillingsrunde, hvert andet eller fjerde år, bedømme produktionerne på mangfoldighed og kompleksitet. Innovation, eksperimentering og risikovillighed vil blive belønnet.

Det vil blive nødvendigt for udbyderne af scenekunst at demonstrere samarbejdsvilje, defineret som en klar og absolut vilje til at samarbejde med andre grupper af udøvende kunstnere eller med kulturelle organisationer, uddannelsesorganisationer og andre samfundsgrupper. Udbydere af scenekunst, som planlægger deres programmer som temapakker i samarbejde med forskellige andre partnere (andre kulturelle organisationer og uddannelsesorganisationer, anerkendte medier, universiteter, forskere, forlag, NgO’er) som fremstående platforme for sociale debatter, vil blive særligt belønnet. Disse udbydere vil, takket være deres samarbejde med sådanne forskellige partnere, kunne tilbyde deres kunstneriske præstationer i en større programmæssig ramme, som vil kunne sætte liv i den sociale debat og tilskynde til en bred deltagelse. Logikken i dette samarbejde er ikke kun effektivitet og ressourcebesparelser, men at skabelsen af et større offentligt rum og den deraf større inklusion vil kunne skabe en synergi af input fokuseret på de vigtigste områder inden for det moderne samfund, som for eksempel økologi, den fremtidige arbejdsplads, sygdomme, helbred og levetid, solidaritet mellem generationerne og lige muligheder for alle til at deltage i vidensamfundet.

Teatre, som engagerer sig i internationalt kulturelt samarbejde (ikke udveksling! Ikke eksport!), vil også få yderligere støtte. Det vil blive forventet, at selskaber, teatre og kulturhuse, ud fra sammensætningen af deres bestyrelser, personale og tilknyttede kunstneriske teams og publikummer, vil vise, at de kan føre en linje, som er inkluderende og mangfoldig, og handle som stærke aktører i udviklingen af borgernes interkulturelle kompetencer. Uddannelsesrelaterede aktiviteter, outreach-ordninger og andre strategier til udvikling af publikum vil blive normen. Kulturarrangementer, som primært tilbyder kommercielle programmer vil blive afskåret fra støtte og udlejet til kommerciel drift.

I praksis vil det sikkert betyde, at de fleste større kultur- og teaterhuse vil blive overført til den kommercielle sektor eller omdannet til andre formål. De mellemstore steder og virksomheder vil modtage støtte fra staten, ikke for at efterligne de kommercielle teatre, men for at kunne skelne sig selv fra de andre, som platforme for et deliberativt (eller diskursivt) demokrati krydret med kunstnerisk kreativitet, tydelige temaer og en æstetisk profilering. De mindre steder og grupper vil modtage støtte, ikke for at give næring til deres isolationisme, men til deres involvering i nærsamfundet med særlig opmærksomhed på de svage og de underprivilegerede. Teatre vil modtage støtte, ikke for at være tro mod traditionerne, men for deres evne til at styrke deltagelsesdemokratiet, og ikke for at styrke individerne, men for at fremme integration og investere i borgerskab og fællesskab.

Den neoliberale ideologi, som har været fremherskende de sidste 20 år og tegnet sig for en kulturpolitisk tankegang, der begunstigede økonomiske parametre over alt andet, er faldet til jorden med den aktuelle økonomiske krise. Økonomiske parametre er af yderste vigtighed for det kommercielle teater, som er profitorienteret. I de offentligt støttede, ikke-profitorienterede teatre må der herske andre kriterier. Men de kan ikke udledes fra det 19. århundredes ideologi om nationalstaten og den nationale kultur, ej heller fra velfærdsstatsideologien fra 1950-60’erne. For de styrende principper i en politik inden for den udøvende kunst som et komplekst system, som er orienteret mod at skabe fordele for den brede offentlighed og ikke kun tilfredsstille eliten, må der søges svar, der virker på de negative kulturelle konsekvenser af globaliseringen, sådan som den viser sig i standardiseringer og ensretninger af kunsten og besættelsen af hits, bestsellere og manier.

I praksis betyder det, at de offentlige myndigheder bør fremme orientering mod fællesskaber, mobilitet og samarbejde, nationalt og internationalt. Investere i kreativitet, udvikling af publikum, forskelligartede programmer og skabelse af teatercentrerede relevante fællesskaber inden for en større temaopdelt ramme.

Hvis politikerne vælger en fast reformkurs, vil det støde mange faste kunder, men det vil bekræfte teatrets rolle som et sted til gavn for offentligheden, som et kritisk medie og et sted for offentlig debat, en platform til at udtrykke og udvikle kreativitet og for skabelsen af lokale, regionale, nationale, europæiske og globale fællesskaber, som i deres ånd er inkluderende og uden skelen til alder og race; en udfordring for den kollektive hukommelse og den kollektive fantasi. Halvhjertede forslag og lappeløsninger vil yderligere svække den statsstøttede scenekunst og svigte offentligheden til fordel for den kommercielt baserede kulturelle industri.

© D. Klaic 2009

Denne artikel er baseret på Dragan Klaics tale i teaterudvalget i Kulturministeriet i København den 15. januar 2009.

*

Teksten er publisert på dansk av Kulturministeriet (Kulturdepartementet) i Danmark i 2010 som en del av publikasjonen Scenekunst i Danmark – Veje til udvikling.

Dragan Klaic var utdannet dramaturg fra Beograd med doktorgrad i teaterhistorie og kritikk fra Yale. Han var professor ved universitetet i Beograd fra 1978 til 1991, da han forlot Balkan på grunn av krigen og etablerte seg i Amsterdam. Her ledet han byens teaterinstitutt i ti år. Klaic døde i september 2011. Kilde: The Guardian.

http://www.draganklaic.eu


S C E N E K U N S T
Utgiver

Scenekunst.no A/S Scenekunst.no er en redaksjonelt uavhengig nettavis for profesjonell scenekunst og tilhørende kulturpolitikk. Vi følger Norsk redaktørforenings redaktørplakat.

Scenekunst.no er medlem av Norsk Tidsskriftforening. Scenekunst.no er støttet av Norsk kulturfond. Fra 2016 er tidsskriftet organisert som et almennyttig aksjeselskap med NTO, DTS, NSF og NoDA som eiere og bidragsytere. Fagforbundet Teater og Scene gir også årlig støtte.

Redaksjonen
Annonser

Vil du annonsere på scenekunst.no?

Kunnskapsmedia AS Sture Bjørseth +47 954 36 031 annonser@scenekunst.no